HK Banko

"Det er hyggeligt at gøre noget for andre"

Johnni Behnke er til daglig leder af PC Værkstedet på Høje Kolstrup

Af Anne Christensen og Kirsten-Elisabeth Nielsen

Johnni Behnke er initiativtager til HK Banko som skal skaffe midler til beboerne på Høje Kolstrup. Initiativet skal samle folk og være en social aktivitet en gang om måneden. Her fortæller han engageret om nogen af de mange opgaver i forbindelse med opstarten af HK Banko. 

HK Banko startede op i september 2011 og skal være med til at skabe overskud til initiativer i bydelen. Johnni har selv taget initiativ til det store arrangement. På spørgsmålet om hvad der får ham til at være frivillig og hvad der driver værket, svarer han: 

"Jeg synes, det er hyggeligt at gøre noget for andre. Jeg har været med i aktiviteterne i seks år i alt. HK Banko går ud på at skaffe midler til beboerne på Høje Kolstrup. Initiativet skal samle folk, være en social aktivitet, en gang månedligt om lørdagen fra kl. 14.00 - 17.00. Banko er både for børn og voksne." Johnni håber desuden, at initiativet kan virke som inspiration for andre i at lave aktiviteter der kan give overskud. 

Frivillige skal både instrueres og nurses 

"HK Banko skal serveres rigtig godt for at beholde kunderne," understreger Johnni Behnke. "Det er vigtigt at instruere de frivillige godt og også nurse dem ind i mellem. Også for at beholde de frivillige." Siden begyndelsen af september 2011 har der været afholdt i alt 3 bankospil i Agoraen. I den periode er antallet af deltagere steget fra 60 til 99. Der er mange garvede spillere både fra byen og fra Høje Kolstrup og antallet af spillere udenfor Høje Kolstrup er steget. "Arrangementet giver foreløbig underskud, men vi fortsætter i det nye år. Første gang lørdag den 7. januar 2012. Skønt det er en tung start, håber vi naturligvis det bedste økonomisk. Indtil videre har der kun været udtrykt tilfredshed med spillene," smiler initiativtageren.

Tilstrækkelig tilslutning er nødvendig 

Johnni håber på tilstrækkelig tilslutning, som er det der skal til, hvis HK Banko skal kunne fortsætte. "Visionen er at banko skal fortsætte som en fast begivenhed. Og vi håber at arrangementet bliver udvidet til mere end én gang månedligt. Eventuelt en gang om ugen," oplyser Johnni. "Vi vil fortælle omgivelserne om aktiviteter og succeser via medierne på Høje Kolstrup. Til det formål har vi brugt blandt andet Gadespejlet, aviser og storskærmen i Agoraen samt omdeling af flyers til husstandene. Måske vil vi lave vores eget blad. I alt fald har vi nu egen hjemmeside under Høje Kolstrup Portalen," slutter Johnni Behnke.