Bydelsorganisering på Høje Kolstrup
13-02-12 20:32
Bydelsorganisering på Høje Kolstrup - Opsamling
Af Flemming Andrew Dyrkov
Høje Kolstrup skal selv udvikle en Bydelsorganisering 24 repræsentanter for beboere og institutioner i Høje Kolstrup var mødt frem den 9.2.12 i Agoraen til det tredje og sidste møde om bydelsorganisering.
Mødet begyndte med indledning ved Tenna Tychsen, Kuben Management over emnet: "Hvordan ser I en bydelsorganisering?" Svaret fra deltagerne var bl.a.: Den tager afsæt i demokrati, engagement og ejerfølelse. Endvidere arbejder den udadtil med informationer om vores store fælles projekt (at skabe en bydel præget af nærhed, fællesskab og trivsel) samt være åben overfor ting, der kommer udefra, Husejerne på Høje Kolstrup skal også være med i den store sammenhæng.
Tenna informerede endvidere om, at konklusionen fra vores tidligere møder er blevet drøftet på et møde i Politisk Styregruppe for bydelsudvikling på Høje Kolstrup. Styregruppen bakker fuldt op omkring en lokal organisering.Den siger: "Ja, der skal stadig være et klart politisk fokus på, at Høje Kolstrup skal udvikles, men det er afgørende at Høje Kolstrup'erne selv udvikler den lokale organisering".
Ny boligsocial helhedsplan og nye mål Marlene Wullf fortalte om projekterne og ønsket om fortsættelse. Hun gennemgik den nye boligsociale helhedsplan for perioden 2012-16, som det er lykkedes at skaffe midler til. Den indeholder bl.a. fortsættelse af Netværksbasen og Familiebasen, involvering af unge og beboere med anden kulturbaggrund, konfliktforebyggelse og samarbejde mellem afdelingsbestyrelserne. Målet med den nye helhedsplan er, at udviklingen på Høje Kolstrup om 4 år er båret af 2/3 grønne (lokale kræfter) og 1/3 gule ressourcer (ansatte i området) - altså skal Høje Kolstrup kunne leve videre i sig selv.
Røde, gule og grønne grupper På baggrund af input fra tidligere møder skitserede Jens Holck Christiansen en organiseringsmodel, der består af de grønne (lokale kræfter), de gule (under kontrol udefra, ansatte f.eks.), de røde (udenfor lokalområdet, Boligorganisationer og Kommune - ikke underlagt Høje Kolstrup'ernes kontrol). De grønne skal ville, de gule skal bidrage og de røde skal bakke op. Alle ressourcerne skal spille sammen. For Høje Kolstrup er det vigtigt at finde det punkt, hvor de gule og grønne mødes i f.eks. en fælles bydelsorganisering/udviklingsforum. Jens Holck Christiansen anbefalede at en ny organisering består af både grønne og gule medlemmer. I første omgang arbejder Høje Kolstrup stadig under den politiske styregruppe, som hidtil, men dens rolle kan ændre sig i løbet af de kommende år i takt med at Høje Kolstrups egen bydelsorganisering tager form.
Skal vi have en egentligt Bydelsorganisering? Der var en debat om hvorvidt Paraplyforeningen kunne være afsættet til et egentligt Bydelsorganisering. Erik Uldall tilkendegav, at Paraplyforeningen meget vel kunne arbejde med opgaven at få samlet en Bydelsorganisering, men at det krævede, at der var nogle der støttede op omkring dette arbejde, samt at der er koordinering af ALLE grupper, der er involveret i Høje Kolstrup. Mødedeltagerne, som repræsenterede både gule og grønne og enkelte røde ressourcer, tilkendegav, at man ville bidrage til denne støtte og koordinering.
Der blev drøftet, hvad der skal til under det forberedende arbejde med at skabe en Bydelsorganisering. Der blev foreslået stormøde, informationskampagne og dialog med eksisterende aktive grupper. Det blev understreget, at det skal være attraktivt at deltage i forberedelsesfasen. Desuden at der kunne vælges kontaktpersoner fra de enkelte opgange, som kunne være ambassadører for deres beboere og finde dem, der kan og vil. De enkelte afdelinger kan informere deres beboere om tanken om en Bydelsorganisering. Der hænges plakater i afdelingerne og annonceres på Høje Kolstrup portalen og i Gadespejlet. Bydelsjournalisterne kunne interviewe folk ved indvielsen af Aktivt Torv.
Hvad nu? Paraplyforeningen påtog sig på mødet, at tage initiativ til det indledende arbejde med at få styr på handlingsplan og videre aktiviteter. Det blev foreslået, at der informeres om arbejdet med Bydelsorganiseringen til bydelsfesten i april og at der skal arbejdes på at gennemføre en aktiv workshop for beboere og grupper i området inden sommer.
Mødet sluttede med at deltagerne tilkendegav tilfredshed med udfaldet, og at det vil blive spændende at fortsætte arbejdet hen imod en egentlig Bydelsorganisering.
Kuben Management udarbejder nu endelig rapport over de 3 møder om bydelsorganisering, som er afholdt med repræsentanter fra nuværende organiseringer og institutioner i området.
|
Kommentarer
Ingen kommentarerTilføj kommentar